Kvinde min...

jeg elsker dig!

Drengepige...så kort kan det siges! og jeg ved fra nogle af I andres blogs at jeg ikke er den eneste der har "lidt" af dette syndrom i meget store dele af mit liv. Jeg var pigen der ALTID gik i bukser og trøjer, ikke bekymrede mig spor om hvordan det så ud, og faktisk kun kunne takke min mor for at det overhovedet var rent! (ihvertfald frem til 6-7 klasse)

Make-up og slibrige pop-idoler var da til at brække sig over....næææææh stik mig min blå puch-maxi og lad os køre om kap, byen rundt....den der taber gi´r en bajer henne bag brugsen! Sådan var vi egentlig et par piger der var, og det var der ikke noget synderligt bemærkelsesværdigt ved...ihvertfald ikke mens vi gik i folkeskolen i vores lille hyggelige provins-bondeby...

MEN da man så kom på gymnasiet! (i storbyen) halli hallo....drengene her var jo nærmest mere feminine end vi var! -for ikke at tale om pigerne; dullerne blev de hurtigt døbt i min verden. Mine veninder (fra provins-bondebyen) tilpassede sig hurtigt og begyndte med modetøj, make-up og alt det der...føj!.... Måske var Rønnebærrene i virkeligheden lidt sure, for jeg KUNNE sgu i virkeligheden godt se at de var stangsmarte, og superhotte, og inderst inde havde jeg også enormt meget lyst til at være smart og hot! -man var jo ikke 16år for ingenting. Men jeg syntes det var svært, drønsvært sådan lige fra den ene dag til den anden at skulle skifte stil, og mest af alt skide svært at turde tro på at det ville være godt nok.....tænk hvis jeg kiksede med tøjet....eller makeuppen! og selvom alt ville gå vel, så ville alle jo bemærke at jeg lissom havde ændret mig, og det gjorde mig ærlig talt lidt bekymret at skulle vække opmærksomhed...huha!

Da jeg et halvt år efter droppede ud fra gymnasiet (pga. en operation i min arm) og startede på højskole, var lejligheden der til lige så stille at skifte stil....her var ALLE typer, og så længe jeg holdt mig fra piercinger og hanekam ville ingen lægge mærke til forvandlingen....Og jeg blev kvinde...eller pige...ikke sådan wauw, men lige så stille og støt hen mod en kvinde....en lidt kedelig en af slagsen, men hun var der.

Nu, er jeg så endt der hvor jeg rent faktisk har kjoler og nederdele, jeg har håndtasker, højhælede, smykker og en kurv fuld af make-up...og jeg bruger det altsammen (ja altså ikke ALTSAMMEN på eén gang). Jeg læser tøsepladder i stor stil, og er for tiden ved at gå totalt i selvsving over at være i gang med at skabe absolut prinsessetema på lillepiges nye værelse.

At være BiB (eller BuB) har for mig også meget med kvindelighed at gøre....sjovt nok føler man det nok tit som et slag i kvindeligheden når alting går imod, og når ens biologiske kvindelighed bare ikke duer! -men på forunderlig vis får det mig nok til at holde ekstra fast i den psykiske kvindelighed. Jeg har efter mine aborter (når øjnene er svundet til normal størrelse) altid haft en periode hvor kvindeligheden fik på alle tangenter...jeg har undret mig over hvorfor...men tror det er en måde at skabe en slags ligevægt på....?

Ligevægt eller ej! og måske er det bare mig, men hvad vi de sidste år har stået igennem, har virkelig "modnet min kvinde"....hun er stadig ikke helt så "moden" som jeg gerne ville....men der er jo også masser af chancer (eller ricisi) for at det vil ske når nu BiB-showet startes igen... ellers må resten jo komme med alderen.